Mange virksomheder oplever både gode og dårlige år. At en virksomhed har et underskud er derfor ikke ensbetydende med at virksomheden er i krise. Omvendt kan en virksomhed ikke lave det ene underskud efter det andet uden før eller siden at ende som en kriseramt virksomhed.

Der kan være mange grunde til at en virksomhed bliver kriseramt, da konkurrencen og samfundet hele tiden ændrer sig. Der kan komme nye konkurrenter, ny teknologi mv. En virksomhed kan derfor blive kriseramt fordi nye konkurrenter er bedre sælgere, fordi nye konkurrenter får priserne på produkterne til at falde – eller fordi virksomhedens produkter bliver overhalet af nye produkter. Der findes utallige eksempler på produkter der bliver overhalet. Hestevogne blev overhalet af biler, olielamper blev overhalet af elektrisk lys, almindelige mobiltelefoner blev overhalet af smartphones osv. Det er derfor langt fra et nyt fænomen at produkter kan blive overhalet, men udviklingen går bare hurtigere og hurtigere. Hestevogne var det foretrukne transportmiddel i århundreder, mens almindelige mobiltelefoner blev udkonkurreret på forholdsvis få år. Det betyder, at hvor en forretningsmand eller forretningskvinde før kunne leve af den helt rigtige forretningsidé hele livet, skal en forretningsmand eller en forretningskvinde i dag forvente at selv den bedste forretningsidé har en begrænset levetid. Herudover var virksomheder førhen i konkurrence med virksomheder i samme branche inden for en kort geografisk afstand, mens de fleste virksomheder i dag er i konkurrence med virksomheder i hele verden. Den konkurrencemæssige situation har derfor ændret sig meget.

Tegn på krise

Heldigvis er det de færreste virksomheder der bliver kriseramt fra den ene dag til den anden. En virksomhed bør derfor holde øje med krisetegn som:

  • Tab af markedsandele
  • Prisfald
  • Fald i omsætning
  • Der sælges varer med tab
  • Stigende omkostninger
  • Fald i indtjening
  • Stigende medarbejderudskiftning
  • Før eller siden: Manglende likviditet og dermed kriseramt virksomhed

En virksomhed der ser og reagerer på krisetegn i god tid, bliver sjældent til en kriseramt virksomhed. Der findes derfor meget succesfulde virksomheder som har overlevet konkurrencen i mange, mange år. Eksempelvis blev den særdeles succesfulde virksomhed Coca Cola grundlagt helt tilbage i 1892. Dengang var der både kokain og alkohol i colaen, hvilket der som bekendt ikke har været i mange år. Coca Cola har derfor formået at produktudvikle deres cola, ligesom Coca Cola har udvidet sortimentet med flere smagsvarianter – både med og uden sukker. Herudover har Coca Cola også formået at brande sig ud over det normale. Pointen er, at virksomheder der som Coca Cola formår at reagere på krisetegn, har en god chance for at blive succesfulde.

Handlingsplan i kriseramt virksomhed

En kriseramt virksomhed er som nævnt en virksomhed som ikke har formået at reagere på krisetegn i tide, hvorfor der er likviditetsmangel. Denne likviditetsmangel giver et stort tidspres, da mangel på likviditet vil medføre en konkurs. Handlingsplanen i en kriseramt virksomhed afhænger altid af den konkrete situation, men handlingsplanen kan indeholde elementer som:

  • Overblik over nuværende likviditet – hvor meget likviditet er der behov for og hvor lang tid er der til at fremskaffe denne likviditet.
  • Frembringelse af likviditet på kort sigt. Det kan være ved salg af anlægsaktiver og ved reduktion af omkostninger.
  • Vurdering af mulighed for turnaround og af fremtidigt forretningsgrundlag.
  • Beslutning om hvad der skal ske. Skal den kriseramte virksomhed lukkes, skal der ske frasalg af forretningsområder mv.
  • Vurdering af hvordan der fremskaffes likviditet til at gennemføre planen

Tilbud på hjælp til kriseramt virksomhed

Vi tilbyder hjælp til kriseramte virksomheder. Vi udarbejder handlingsplan i tæt dialog med virksomheden og dets långivere. På baggrund af denne handlingsplan stiller vi det bedste hold til at hjælpe virksomheden, uanset om der er brug for statsautoriserede revisorer, for strategieksperter, for ledelsessparring til direktion og bestyrelse eller lignende.